Historisk generationsskifte i nordjysk erhvervsliv
Mere end 4.000 nordjyske virksomheder kan komme til at skifte ejer inden for de næste ti år. Det viser en beregning baseret på tal fra CBS’ rapport SMV PRO 2.0. Udviklingen kalder på handling, mener Erhvervshus Nordjylland.
I Nordjylland er der ifølge CBS 11.798 virksomheder (A/S og ApS), der ledes af deres ejere. Heraf forventes mindst 4.000 at gennemgå ejerskifte i løbet af de kommende ti år. Det skyldes, at hver femte ejerleder er over 65 år, og næsten en tredjedel er mellem 55 og 65 år.
“Det er et historisk højt tal, og det viser, at vi som region står over for et stort generationsskifte i erhvervslivet. Hvis ejerskifterne ikke håndteres professionelt, risikerer vi at miste lokale arbejdspladser, knowhow og vækstpotentiale,” siger Christian Albrechtsen, forretningsudvikler hos Erhvervshus Nordjylland.
Virkeligheden presser beslutningen frem
Kurt Justesen, tidligere ejer af Morsø Tømrer- og Snedkerforretning, blev nødt til at igangsætte ejerskifte tidligere end forventet på grund af helbred og familiens opfordringer. Virksomheden blev overdraget til kompagnon Max Bransholm Mikkelsen.
“Kunne jeg have gjort noget anderledes, ville jeg have startet processen tidligere og arbejdet mere struktureret med at give tingene fra mig,” siger Kurt Justesen.
Ejerskifte kræver både hjerte og strategi
Ifølge Christian Albrechtsen handler et godt ejerskifte om mere end økonomi: “Det er i høj grad et ledelses- og forandringsprojekt. Virksomhedens drift, medarbejdernes tryghed og ejerens fremtidige rolle skal være på plads.”
Han anbefaler, at processen starter 5-10 år før overdragelsen. En struktureret overgang skaber ro og styrker chancen for succes, uanset om overdragelsen sker til familie, medarbejdere eller eksterne købere.
Kendetegn ved succesfuldt ejerskifte:
- Tidlig planlægning: Start mindst 5 år før overdragelse
- Åben kommunikation: Skab tryghed hos medarbejdere og samarbejdspartnere
- Professionel sparring: Ekstern rådgivning er ofte afgørende
Relevante spørgsmål i processen:
- Hvornår er det rette tidspunkt at starte?
- Hvilke finansieringsmuligheder er relevante?
- Hvordan sikres driften og udviklingen?
- Er familieoverdragelse, medarbejdersalg eller ekstern løsning bedst?
- Hvordan inddrages interessenter?
- Hvilken rolle skal den nuværende ejer have?
Kontakter
Christian Albrechtsen
Forretningsudvikler
Tlf: 2840 6396
cab@ehnj.dk
Marianne Bue Lønskov
PR- og presseansvarlig, Erhvervshus Nordjylland
Tlf: 2989 2963
mbl@ehnj.dk
Kilde: Via Ritzau