Small Danish Hotels, der tæller 12 hoteller i Nordjylland, lancerer et nyt navn. I fremtiden vil den landsdækkende hotelkæde hedde Stays. Navneskiftet sker den 14. januar 2026 og er et led i hotelkædens langsigtede udviklingsstrategi.
“Vi er, hvad vi siger.” Det er det helt korte mantra bag Small Danish Hotels’ nye navn Stays. Navnet favner indbegrebet af, hvad det hele handler om – mere end et hotelophold med kvalitet, hjertevarmt værtskab og gode oplevelser, man husker.
Ud af kædens godt 60 hoteller ligger de 12 i Nordjylland, herunder Strandhotellet Blokhus, Brøndums Hotel og Kompas Hotel Aalborg.
”Vores nuværende navn har tjent os godt siden 2012 og løftet os til et velkendt brand i den danske hotelbranche. Men både markedet og gæsternes præferencer ændrer sig, og Small Danish Hotels-navnet har sine begrænsninger i forhold til vores ambitioner. Det er derfor det rette tidspunkt at ryste fjerene og give hotelkæden et større vingefang,” siger Finn Steffensen, formand for Small Danish Hotels.
Stays er mere et begreb end et banebrydende smart navn, og det kan enkelt kobles med kædens varemærkede hotelkategorier som Premium Stays, Classic Stays, Signature Stays og Partner Stays. Hos Stays går oplevelsen langt ud over ”bare” en overnatning og morgenmad. Der er tale om skræddersyede koncepter målrettet specifikke interesser som gastronomi, spa, golf, musik eller natur.
“Navneskiftet til Stays er et led i vores langsigtede strategi. Vi ønsker at tiltrække nye gæster og yngre målgrupper, samtidig med at vi værner om vores loyale gæster. Stays er kort, let fortolkeligt og giver os meget mere elastik til at stå skarpere i det danske og det internationale marked,” siger administrerende direktør Finn Kræfting.
I 2022 etablerede Small Danish Hotels et strategisk samarbejde med BWH Hotels, hvilket har givet kæden et stærkere fundament i Skandinavien.
“Samarbejder mellem stærke brands er en tendens, der tager fart på den internationale hotelbane. Gennem stærke økosystemer gør man kagen større og øger bevågenheden for det enkelte hotel,” siger Finn Kræfting.
Det nye navn vækker begejstring blandt de private hotelejere. Claus Slott, der sammen med sin hustru Britt Slott ejer Hotel Skanderborghus, ser navneskiftet som en fremtidssikring:
”Hotelkæden er på vej ind i en ny liga. Vi rummer i dag nogle stærke privatejede hotelbrands, der arbejder professionelt med moderne hoteldrift. Stays er fremtidsorienteret, friskt og internationalt, og jeg er ikke i tvivl om, at navneskiftet er et godt skridt på vejen til at skille sig ud og stå stærkere i markedet.”
Hotelkæden blev grundlagt i 1981 under navnet Dansk Kroferie, blev senere til Danske Kroer og Hoteller, og i 2012 til Small Danish Hotels. Den nye identitet træder i kraft 14. januar 2026, men introduceres allerede før jul på sociale medier og andre platforme. Samtidig skifter brandløftet fra Moment of Happiness til Make Memories.
Kontakter
Tina Baungaard
Kommunikationsbureau By Baungaard
Tlf: +45 41 28 10 01
Email: tina@bybaungaard.com
Kilde: Smalldanishhotels