“Elbiler er ikke fejlfri, det er bare en anden type fejl”

Pressemeddelelse af AutoBranchen Danmark – Elbilernes indtog mærkes i hele branchen. Men det handler om at være positiv og skabe nye muligheder, så man både sikrer indtjening og skaber værdi for kunderne, lyder det fra værkstedschef.

Trods sine kun 38 år har Thomas Østergaard, værkstedschef hos N.O. Jensen i Aalborg, allerede 22 års erfaring fra autobranchen. Men aldrig har han oplevet større forandringer end dem, elbilerne har medført – og de har ændret det eftermarked, han har ansvaret for hos den nordjyske Suzuki-, Mazda- og Hyundai-forhandler.

I dag er han chef for 22 ansatte på det mekaniske værksted, mens seks arbejder på pladeværkstedet. Fordi Hyundai kom tidligt med elbiler, har N.O. Jensen opbygget erfaring – men ændringerne er markante:

“Vi har skullet genopfinde forretningen og finde alle de steder, hvor vi kan tjene penge, samtidig med at vi skaber værdi for kunden. Vi er startet fra nul og har opbygget ny viden,” fortæller Thomas Østergaard.

Et vilkår, man ikke kommer uden om

“Elbiler er et vilkår. Så må vi få det bedste ud af det,” siger han. For selvom traditionelle opgaver forsvinder, opstår der nye.

“Elbiler er ikke fejlfri – det er bare en anden type fejl. De er ikke så vedligeholdelsesfri, som mange tror. Især i det kolde nord kræver de vedligehold og reparationer,” siger han og tilføjer, at det handler om at identificere opgaver med værdi for både kunder og værksted.

Spil sammen og find løsninger

“Vi tager kunderne seriøst, lytter, prøvekører – og løser udfordringerne,” siger Thomas Østergaard. Gennem internt samarbejde og observationer finder de mønstre og opbygger nye servicerutiner.

“Når vi opdager en fejltype gentagne gange, skal det måske ind i servicetjekket. Det giver værdi for kunden og mulighed for indtjening,” siger han – men understreger vigtigheden af ærlig rådgivning: “God kundeservice går aldrig af mode.”

N.O. Jensen laver cirka 4.000 servicetjek årligt og har ca. 600 aktive serviceaftaler. Men serviceaftaler til elbiler er sværere at sælge.

“Det er os, der skal vise værdien – både for bilens drift og gensalgsværdi,” siger han og fortsætter: “Det handler om tryghed, rådgivning og convenience.”

Vi kan lave mere, end vi tror

N.O. Jensen tilbyder nu også serviceaftaler på udvalgte fremmedmærker – hvis bilerne er nyere og ikke for slidte. “Vi siger nej til biler over 150.000 km – men det kan ændre sig,” siger han.

“Der er meget, vi kan reparere i stedet for at udskifte, når vi har viden. Vi er teknikere – vi kan mere, end vi tror,” siger han og understreger, at det kræver investering i uddannelse og udstyr.

Thomas Østergaard ser også potentiale i skade, kosmetik og klargøring: “Vi skal vælge udvikling frem for afvikling. Elbilerne er kommet for at blive – og vi skal ville det og investere i det.”

“Jeg er optimistisk på eftermarkedets vegne – passionen for bilerne skal drive værket.”

Kontakter

Nicky Bobak
Medlemschef hos AutoBranchen Danmark
Tlf: 31394316
E-mail: nbo@abdk.dk

Thomas Østergaard
Værkfører hos N.O. Jensen
Tlf: 9631 6645
E-mail: toe@no-jensen.dk

Christa Günther
Direktør, N.O. Jensen
Tlf: 20332010
E-mail: cg@no-jensen.dk

Kilde: Via Ritzau

Relaterede artikler

Ny SBi-anvisning skal lette byggesektorens arbejde med klimaberegninger

BusinessAalborg ansætter ny teamleder til erhvervsservice

Scandic Aalborg Øst fejrer 40 år med nordjysk gæstfrihed

Nyhedsbrev

Vil du få følgende optaderinger på nyheder skrædersyet lige præcis til dig? Så tilmæld dig vores nyhedsbrev her!