Michel Lycoops overtager AKKC-restaurant og vinder forpagtningsaftale

Han har været en del af ejergruppen de sidste fire år, men fremadrettet er det kun den erfarne kok og forretningsmand Michel Lycoops, der vil fungere som restaurantdirektør og ejer i AKKC Restaurant ApS. Michel Lycoops har samtidig vundet udbuddet af forpagtning og forplejning i Nordjyllands største kongres- og kulturhus for de kommende fire år – en position, der altid har været hans store drøm.

Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) bliver årligt besøgt af flere end en halv mio. gæster, og Nordjyllands største kongres- og kulturhus er kendt for sit høje niveau – også når det kommer til bespisning. Derfor glæder man sig over, at det bliver Michel Lycoops, der fremadrettet overtager solopositionen som restaurantdirektør og har vundet den fireårige forpagtnings- og forplejningsaftale, med mulighed for forlængelse. Forpagtningskontrakten blev udbudt offentligt i marts 2025 med opstart til sommer.

Nicolaj Holm, direktør i AKKC, udtaler:
”Gennem de sidste fire år har Michel været en del af ejerne af vores AKKC-restaurant og har naturligt været meget i huset. Vi har haft et tæt og udbytterigt samarbejde, som jeg glæder mig over skal fortsætte. Michel deler visionerne for, hvad AKKC vil og skal levere for vores gæster, medarbejdere og i arbejdet med bæredygtighed.”

En drøm der går i opfyldelse

For Michel Lycoops er det en glædens dag at kunne løfte sløret for, at det er ham, der har vundet det nye udbud i AKKC, og at han som ejer og restaurantdirektør vil drive restaurationen videre:

”Forpagtningen i AKKC har altid været min store drøm. Det er en helt særlig og magisk oplevelse, når det hele spiller, og de mange faggrupper i huset arbejder sammen om at skabe uforglemmelige oplevelser for gæsterne. Og så er AKKC jo det største, der er i Nordjylland på den front, så det er virkelig særligt for mig.”

Michel Lycoops ejede tidligere Mad Med Mest i Vejgaard og AKKC Restaurant ApS i partnerskab med Mette Nygaard Klausholm og Stefan Klausholm Petersen. Efter salget af Mad Med Mest i 2024 til Jespers Torvekøkken fortsatte han kortvarigt i overgangen, men har nu valgt at fokusere 100 % på AKKC.

Fokus på mad, miljø og mennesker

Michel Lycoops ønsker at videreudvikle den eksisterende kvalitet og samtidig løfte AKKC Restaurant ApS med nye visuelle og kreative tiltag:

”Mit mål er helt klart, at vi i fællesskab med AKKC skal skabe Nordjyllands bedste arbejdsplads. Vi er allerede gået i gang med at arbejde med det visuelle udtryk på både mad og omgivelser, og mit hjerte banker – i lige så høj grad som AKKC’s – for arbejdet med bæredygtighed. Jeg glæder mig virkelig,” siger Michel Lycoops.

Kontakter

Michel Lycoops
AKKC Restaurant ApS
Tlf: 42 33 46 43
mily@akkc.dk

Nicolaj Holm
CEO/adm. direktør, AKKC
Tlf: +45 60 95 89 35
nh@akkc.dk

Kilde: Via Ritzau

Relaterede artikler

Danske Slotshoteller skruer op for de kulinariske ambitioner og indgår nyt samarbejde med Dagrofa Foodservice

Ny SBi-anvisning skal lette byggesektorens arbejde med klimaberegninger

BusinessAalborg ansætter ny teamleder til erhvervsservice

Nyhedsbrev

Vil du få følgende optaderinger på nyheder skrædersyet lige præcis til dig? Så tilmæld dig vores nyhedsbrev her!