Nordjyske virksomheder går sammen med Aalborg Zoo og fordobler indsatsen for naturen – både lokalt og globalt

Lokale virksomheder gør nu en endnu større forskel for naturen. I starten af 2026 har Aalborg Zoo sendt knap én million kroner tilbage til naturbevaringsprojekter verden over. Det er næsten en fordobling sammenlignet med året før.

Hvert år sender Aalborg Zoo en del af sin indtjening tilbage til naturen. Det er en vigtig del af arbejdet i en moderne zoologisk have, hvor fascination, formidling og forskning går hånd i hånd med konkrete naturbevarende indsatser – både i Danmark og internationalt.

”At kunne sende så mange penge tilbage til de direkte naturbevarende indsatser gør os meget stolte. En væsentlig del af stigningen skyldes, at mange lokale virksomheder i Nordjylland har ønsket at gøre en forskel – både for zoologisk have og for naturen,” fortæller Jens Nygaard Larsen, salgs- og partnerskabsansvarlig i Aalborg Zoo.

I 2024 besluttede Aalborg Zoo at ændre strukturen i partnerskabsaftalerne, så virksomheder i havens ambassadørprogram fra 1. januar 2025 donerede 10 procent af deres samlede bidrag direkte til ét af fem udvalgte naturbevaringsprojekter.

Samlet set har Aalborg Zoo sendt knap én million kroner tilbage til naturen fra indtjeningen i 2025 – hvoraf omkring 425.000 kroner stammer fra ambassadørernes donationer. Pengene går til projekter, der arbejder med at beskytte truede arter og deres levesteder.

”Det er virkelig stærkt at se, hvordan både store og små virksomheder er gået sammen om at gøre en reel forskel for naturen. Det er ikke bare symbolsk støtte – det er midler, der er afgørende for at beskytte truede arter og deres levesteder,” siger Jens Nygaard Larsen.

Ifølge ham viser initiativet, hvordan lokalt engagement kan få global betydning.

”Selvom Aalborg Zoo er en relativt lille zoologisk have i international sammenhæng, kan vi sammen med vores ambassadører være med til at skabe store resultater. Når ambassadørerne går sammen om at støtte naturbevaring, er det et klart signal om, at ansvar for natur og biodiversitet er noget, vi løfter i fællesskab,” siger han.

Midler der gør en forskel

Aalborg Zoo støtter en række naturbevaringsprojekter i både Danmark og resten af verden. Projekterne arbejder blandt andet med bekæmpelse af krybskytteri, genudsætning af truede arter, beskyttelse af levesteder og lokal formidling.

De midler, som sendes til projekterne, gør en reel forskel i arbejdet i felten. For eksempel sendes en del af beløbet til Transfrontier Africa, hvor pengene går til Black Mamba Anti-Poaching Unit i Sydafrika, der bekæmper krybskytteri i et område omkring Krüger Nationalpark. Her er donationerne blandt andet blevet brugt til at vedligeholde ranger-enhedens køretøjer, kommunikationsudstyr og kamerafælder, der hjælper med at overvåge områder og beskytte dyrelivet.

Naturbevaringsindsatserne foregår ikke kun internationalt. Som noget nyt har Aalborg Zoo også indledt et samarbejde med Aalborg Kommune om et genudsætningsprojekt af strandtudser. En art som er gået markant tilbage i Danmark gennem de seneste årtier.

I Aalborg Zoo er der derfor etableret et nyt avlscenter for strandtudser, hvor tudserne kan yngle under kontrollerede forhold. Når de unge tudser har nået en størrelse, hvor deres overlevelseschancer er større, bliver de genudsat i naturen i Nordjylland. Formålet er at styrke den lokale bestand og bidrage til at sikre artens fremtid i Danmark.

Lokalt engagement – global effekt

For Aalborg Zoo er naturbevaring en central del af arbejdet som moderne zoologisk have. Derfor er støtten fra ambassadørvirksomhederne også afgørende for, hvor stor en indsats der kan gøres.

”Når virksomheder vælger at engagere sig i naturbevaring sammen med os, betyder det, at vi kan støtte flere projekter og bidrage med større beløb til arbejdet ude i felten. Det er fantastisk at være vidne til den effekt, som vores fælles bidrag forårsager rundt omkring i verden,” siger Jens Nygaard Larsen.

Han håber, at samarbejdet kan inspirere endnu flere til at engagere sig i naturbevaring.

”Naturkrisen er en fælles udfordring, og den kræver fælles løsninger. Derfor er vi både stolte og taknemmelige over, at så mange nordjyske virksomheder ønsker at være en del af Aalborg Zoos erhvervsfællesskab og arbejdet for at beskytte naturen.”

Kontakter

Susanne Solskov
Ansvarlig for presse
Tlf: 96312930
Tlf: 40565586
Mail: solskov@aalborgzoo.dk

Kilde: Via Ritzau

Relaterede artikler

Scandic Aalborg Øst fejrer 40 år med nordjysk gæstfrihed

Handelslivet i Aalborg Midtby er under forandring, men omsætningen er stort set fastholdt

Jydsk Værktøj samler kræfterne i Nordjylland

Nyhedsbrev

Vil du få følgende optaderinger på nyheder skrædersyet lige præcis til dig? Så tilmæld dig vores nyhedsbrev her!