Teknik og Miljø dropper lukkeugerne, fordi det går fremad med byggesagsbehandlingen

Det er slut med lukkeuger hos Byggeri på Teknik og Miljø, der siden september 2024 har lukket for telefonerne i den første uge hver måned for at sikre ro til at sagsbehandle.

Tiltaget var nødvendigt for at skærme medarbejderne, så de i stedet for at besvare opkald kunne behandle det store antal verserende sager.

Tid til kerneopgaven

“Lukkeugerne blev sat i værk, fordi der var behov for at gøre noget aktivt for at skabe tid til kerneopgaven. Vi er et andet sted i dag i forhold til kapaciteten, og vi holder selvfølgelig ikke fast i lukkeugerne længere end nødvendigt”, siger afdelingsleder Anders Mikkelsen.

Desuden er den gennemsnitlige ventetid fra indlevering til start af sagsbehandlingen faldet fra fem til tre måneder på erhvervssager i byzone. Det er en tillægsbevilling fra byrådet, der har gjort det muligt at ansætte flere medarbejdere, og som har resulteret i en positive udvikling på flere fronter. I perioden 2025-2028 er der tilført 6,8 mio. kr. årligt til at nedbringe sagsbehandlingstiden på byggesager.

“Jeg er meget tilfreds med, at vi nu er nået dertil, hvor lukkeugerne ikke længere er nødvendige. Det skyldes ikke mindst byrådets tillægsbevilling, og det betyder, at vi igen kan være tilgængelige for de virksomheder og borgere, der har brug for at tale med os, så vi kan levere den service, der med rette forventes”, siger rådmand for Teknik og Miljø, Peter Lindholt.

En ny digital selvbetjeningsløsning ventes også at frigøre mere tid til sagsbehandling. Teknik og Miljø indførte 21. januar i år en ny service i form af minbyggesag.dk, hvor man kan se, hvor den enkelte byggesag er i processen.

Dialog med virksomhederne

Desuden vil Byggeri i samarbejde med BusinessAalborg etablere et nyt forum, hvor virksomhederne kan komme med input til, hvordan kommunen i endnu højere grad kan understøtte virksomhedernes behov. Byggeri tager forslagene med tilbage til forvaltningen og ser på, om arbejdet kan indrettes på en måde, der tilgodeser virksomhedernes ønsker.

“Det er et positivt signal, at kommunen åbner op for mere dialog. Når man taler mere sammen og har en forståelse for hinandens vilkår, er det lettere at finde løsninger på de udfordringer, virksomhederne oplever i hverdagen”, siger Anders Harbo Thomsen, der er direktør for tømrer- og snedkervirksomheden Magnus Thomsens Eftf. ApS og medlem af Aalborg Kommunes erhvervsråd som repræsentant for DI Byggeri Nordjylland.

I forvejen har Teknik og Miljø på organisationsplan en god og tæt dialog med bl.a. Erhverv Norddanmark og Dansk Industri.

Kilde: Aalborg Kommune

Relaterede artikler

Ambercon øger ESG-indsats trods lempede krav til virksomheder

Fra potentiale til handling: Life Science City Aalborg ansætter nøgleprofil

200 virksomheder samles på Aalborg Kaserne

Nyhedsbrev

Vil du få følgende optaderinger på nyheder skrædersyet lige præcis til dig? Så tilmæld dig vores nyhedsbrev her!