Stjernestævnet er et samarbejde mellem Hjørringskolen, Fortuna Hjørring, DBU Jylland, Parasport Danmark og Hjørring Kommune. Formålet er at give unge i alderen 13-17 år mulighed for at opleve glæden ved idræt og fællesskab på tværs af skoler og kommunegrænser.
På dagen deltager hold fra specialskoler og specialafdelinger i blandt andet Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev Kommuner. Deltagerne skal spille fodboldkampe, prøve forskellige boldaktiviteter og møde andre unge med samme interesser.
Stævnet handler ikke om at finde vindere og tabere, men om at skabe positive oplevelser for alle deltagere. Derfor er der medaljer til alle spillere og pokaler til alle hold. Derudover er der fokus på at skabe trygge rammer, hvor alle kan være med uanset erfaring og niveau.
Formand for Fritids- og Folkeoplysningsudvalget i Hjørring Kommune, Mathias H. Nielsen, byder velkommen til stævnet, agerer dommer i kampene og deltager i medaljeoverrækkelsen:
Stjernestævnet viser, hvordan idrætten kan samle mennesker på tværs af forskelligheder. Det vigtigste er ikke resultaterne, men de smil, oplevelser og fællesskaber, som deltagerne tager med sig hjem. Vi glæder os til endnu en fantastisk dag med masser af energi og fodboldglæde.
Ud over kampene kan deltagerne prøve kræfter med en række aktiviteter som præcisionsskydning, fartmåling, fodboldlege og andre bevægelsesaktiviteter.
Stjernestævnet afholdes onsdag den 2. september kl. 9.00-13.00 på Fortuna Hjørrings anlæg i Hjørring.
Fakta om Stjernestævnet
- Målgruppe: Elever i specialklasser og specialafdelinger i alderen 13-17 år.
- Tidspunkt: Onsdag den 2. september kl. 9.00-13.00.
- Arrangører: Hjørringskolen, Fortuna Hjørring, DBU Jylland, Parasport Danmark og Hjørring Kommune.
Kontakter
Fritidskonsulent Emma Handrup
Tlf. 41223734
emma.handrup@hjoerring.dk
Kilde: Via Ritzau