Fortæl, hvor meget du bevæger dig – du kan vinde 10.000 kr.

Danmark i Bevægelse – undersøgelse og lodtrækning

Måske er du en af de mere end 565.000 danskere, der i disse dage får et spørgeskema om bevægelse i din e-Boks. Forskere fra Syddansk Universitet er i gang med den største nationale måling af bevægelse herhjemme nogensinde – og Aalborg Kommune indgår i den.

Vi bevæger os alle sammen hver dag. Bevægelse er så meget forskelligt: At grave i haven, tage cyklen til supermarkedet eller at gå en tur med hunden. At strække kroppen til yoga, at løfte tunge vægte eller at tage mod til sig og bade i havet.

Undersøgelsen ”Danmark i Bevægelse” ser på, hvordan og hvor meget vi bevæger os, hvad der motiverer os, og hvilke muligheder vi har i vores nærområde. Dine svar er værdifulde – og deltager du, kan du vinde en af 14 præmier á 10.000 kr. eller 6 á 5.000 kr. ved at svare på ekstra spørgsmål.

”Det er vigtigt for os i Aalborg Kommune at få så mange svar som overhovedet muligt. Den viden vi får fra undersøgelsen er et billede på, hvordan borgerne er aktive – og hvor vi er knap så aktive. Den viden kan vi bruge til at tilpasse vores fritidstilbud og støtte vores rige foreningsliv,” siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Nu med børneundersøgelse

Som noget nyt dækker undersøgelsen også 180.000 børn i alderen 3–14 år. Da børn ikke har en e-Boks, sendes spørgeskemaet til en af forældrene, som opfordres til at udfylde det sammen med barnet.

Formålet med projektet er at bidrage til, at flere kan være aktive og deltage i idrættens fællesskaber – til gavn for både trivsel og folkesundhed.

Fakta om ”Danmark i Bevægelse”

  • Udføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet
  • Foregår i perioden 2024-2028
  • Ca. 565.000 danskere inviteres, heraf 320.000 voksne og 180.000 børn
  • Resultater offentliggøres i en national database og via lokale bevægelsesmøder
  • Nordea-fonden støtter projektet med 17,8 mio. kr.

Læs mere på projektets hjemmeside: danmarkibevægelse.dk

Kontakter

Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune
jl-byraad@aalborg.dk
Tlf.: 2520 1953

Mikkel Kidmose Risager, projektleder “Bevæg dig for livet”
mikkel.risager@aalborg.dk
Tlf.: 2520 0195

Anders Aaen Larsen, presse- og kommunikationskonsulent
anders.larsen@aalborg.dk
Tlf.: 3199 0811

Relaterede artikler

Alle børn kan blive Tour-rytter for en dag

Populær popupbutik vender tilbage: Denne gang i hele fem uger

IKEA Aalborg afholder børneloppemarked for hele familien

Nyhedsbrev

Vil du få følgende optaderinger på nyheder skrædersyet lige præcis til dig? Så tilmæld dig vores nyhedsbrev her!