Elbilister får nye lynladere langs motorvejen ved Himmerland

Fra januar 2026 kan elbilister lade op på rastepladserne Himmerland Øst og Vest på E45 Nordjyske Motorvej syd for Støvring. Byggeriet af to ladeparker er netop skudt i gang.

På rastepladserne Himmerland Øst og Himmerland Vest vil der fra næste år stå sammenlagt 24 lynladere klar til at servicere de mange elbilister, der har brug for en opladning.

Vejdirektoratets entreprenør begynder nu arbejdet med at opsætte 12 lynladepladser på hver rasteplads.

”Vi arbejder målrettet på at styrke infrastrukturen for elbiler, og ladeparkerne ved Himmerland er et vigtigt skridt på vejen. Her skaber vi mulighed for, at elbilister hurtigt kan lade op og komme videre – direkte ved motorvejen,” siger projektleder Christian Axelsen fra Vejdirektoratet.

Q8 vandt udbuddet af ladeparken på Himmerland Øst, hvor de allerede har en tankstation. Det samme gælder for Circle K på rasteplads Himmerland Vest. Fra 2026 kan elbilister derfor lade op ved Q8 i nordgående retning og Circle K i sydgående retning.

Ændret design af rastepladserne

I forbindelse med anlægsarbejdet ændres det generelle design af den enkelte rasteplads. For at gøre plads til anlægsarbejdet bruges p-pladser til personbiler og lastbiler som arbejdsareal for entreprenøren. Nogle af disse bliver tilgængelige igen, når arbejdet med ladeparken er færdigt, mens andre p-pladser bliver lavet om til ladepladser.

Fakta om ladeparkerne

  • Q8 er ladeoperatør på Himmerland Øst, og Circle K er ladeoperatør på Himmerland Vest.
  • Gunnar Nielsen er entreprenør, og DAV Nordic står for etableringen af overdækninger med solceller på ladeparkerne.
  • 10 af de i alt 12 ladepladser på hver rasteplads er til personbiler, og de resterende to pladser er til lange køretøjer såsom personbiler med trailer eller campingvogn.
  • Hver lynlader, der servicerer to ladepladser, har en effekt på op til 400 kW.
  • Med Infrastrukturplan 2035 er der afsat 500 millioner kroner til udrulning af ladeinfrastrukturen. De første lynladepladser er allerede åbnet, og i 2026 skal 22 nye ladeparker med samlet set 288 lynladepladser stå klar langs de danske motorveje.

Læs mere om de offentlige lynladere på vejdirektoratet.dk.

(Kilde: via Ritzau)

Kontakter

Christian Axelsen
Projektleder, Vejdirektoratet
Tlf.: 25 27 34 40
CAX@vd.dk

Elisabeth Aaskov
Kommunikationskonsulent, Vejdirektoratet
Tlf.: 40 32 62 04
elaa@vd.dk

Vejdirektoratets pressetelefon
Tlf.: 51 83 33 93

Relaterede artikler

Økonomiudvalget drøfter ny forundersøgelse af cykel- og gangbro over Limfjorden

Nu bliver Vestbjerg Natur- og Klimapark indviet, og det kommer byen til gode på flere fronter

Aalborg i finalen om at blive Europas Grønne Hovedstad 2028

Nyhedsbrev

Vil du få følgende optaderinger på nyheder skrædersyet lige præcis til dig? Så tilmæld dig vores nyhedsbrev her!