1. etape starter fra Slotspladsen i Aalborg
DCU Danmarks Cykle Union har netop offentliggjort de fem etaper, der udgør 2026’s PostNord Danmark Rundt cykelløb. Aalborg er en af de fem byer, der får besøg af Danmarks største cykelløb. Den 29. juli byder på en usædvanlig start på 1. etape, der falder sammen med ankomsten af The Tall Ships Races til havneområdet.
Første etape starter fra Slotspladsen, hvor mange af de deltagende skibe i kapsejladsen ventes at ankomme dagen før den officielle start. Aftenen byder desuden på koncerter på samme plads, hvilket skaber en festlig ramme omkring starten på cykelløbet.
“PostNord Danmark Rundt er en fantastisk sportsbegivenhed, og vi glæder os helt enormt til at lægge asfalt til den 1. etape i år. At vi kan kombinere det med en simrende folkefest i hjertet af Aalborg, gør det kun endnu mere spektakulært,” siger Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen.
International deltagelse og lokale ambitioner
I alt syv UCI WorldTour-teams og syv ProTour-teams samt det danske landshold deltager i løbet. Mikkel Skjellerup, formand for Aalborg Cykle-Ring, udtrykker stor glæde over, at cykelløbet vender tilbage til Aalborg. Klubben håber at se lokale ryttere blandt deltagerne på de store hold.
Ruten – fra byliv til bakker
1. etape går via Brønderslev, Vrå, Pandrup og Brovst, over Limfjorden via Aggersundbroen, og tilbage gennem Aalborg Kommune med stop i Lundby, Halkær, Bislev, Godthåb og Svenstrup. Finalen udspiller sig på en 5 km rundstrækning i Mølholm og Hasseris med tre omgange op ad Skovbakkevej, før målstregen på Annebergvej i Vestbyen.
Teampræsentation og børnecykelløb
Inden starten præsenteres holdene på scenen på Slotspladsen – samme scene som bruges til The Tall Ships Races. Her kan publikum opleve hele setuppet med teambusser og sportsdirektørbiler.
Samme eftermiddag arrangeres Børne-tour i samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aalborg Cykle-Ring. Børn og unge i alderen 3-15 år kan deltage i deres eget cykelløb ved Havnefronten.
Kilde: Aalborg Kommune