Aalborg bliver nordjysk hjemsted for DBU fodboldcenter
DBU har i dag udpeget Aalborg som én af ni danske byer, hvor der skal placeres et nyt DBU fodboldcenter som del af projektet “Hele Danmarks Klubhus”. Udpegningen bygger på byens geografiske placering og Aalborg Kommunes engagement i at sikre rammerne for det kommende center.
“Jeg er enormt glad og taknemmelig for, at DBU har valgt Aalborg som nordjysk samlingssted for et nyt DBU fodboldcenter. Aalborgs fodboldhjerte vil vokse sig større og stærkere med en udvidelse på Hornevej i Aalborg Øst, hvor også AaB af 1885 hører til,” siger borgmester Lasse Frimand Jensen.
Projektet er støttet med 200 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 20 mio. kr. fra DBU. Det nye center vil forene fodboldens fællesskab med stærke faciliteter og inspiration til leg og bevægelse på tværs af klubber, skoler og lokalsamfund.
Fælles investering i bevægelse og trivsel
“Hele Danmarks Klubhus er et visionært og ambitiøst projekt, som vi er meget glade for at blive en del af. Vi har i forvejen et stærkt samarbejde med DBU omkring ’Velfærdsalliancen’, hvor sport er med til at skabe sundhed og trivsel. Et nyt fodboldcenter vil blive en nytænkende og spændende facilitet for hele regionen,” udtaler Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for Klima, Kultur og Sundhed.
Direktør for Hele Danmarks Klubhus, Kenneth Reeh, glæder sig over samarbejdet: “Det er meget positivt, at det i tæt samarbejde med kommunerne og DBU’s lokalunioner nu er lykkedes at få ambitionerne ud at leve. Kommunerne viser, hvordan både geografisk placering og lokalt engagement kan samle og udvikle fællesskaberne i fodbolden.”
Hvad indeholder et DBU Fodboldcenter?
- Et innovativt baneanlæg til legende fodboldmiljøer
- Et klubhus til sociale aktiviteter og uddannelse
- En Play Agent som vært og inspirator
- Et aktivitetsprogram for klubber, skoler, daginstitutioner og flere
Ud over Aalborg er der godkendt DBU fodboldcentre i Holstebro, Silkeborg, Vejen, Odense, Nykøbing Falster, Høje Taastrup, København og Rønne. Kommunerne skal stille arealer til rådighed og bidrage til drift og vedligeholdelse.
Kilde: Aalborg Kommune