AI-idé sikrer Aalborg-elever danmarksmesterskab
Tre elever fra Aalborg Handelsskole kan nu kalde sig danmarksmestre i forretningsudvikling. Ved finalen i DM i Erhvervscase 2025 overbeviste de dommerpanelet med deres idé om en AI-projekthjælper til håndværkere.
De tre vindere – Sarah Balle Aaen, Julie Velling Christensen og Malou Callisen Brogaard – imponerede med deres koncept Mester D, en AI-projekthjælper, som skal assistere tømrere og håndværkere med sparring og byggerådgivning baseret på nyeste lovgivning.
Finalen blev afholdt på Axelborg i København, og idéen blev udvalgt blandt i alt 10.000 hhx-elevers forslag til tømmerhandlen Davidsen, der var årets case. Seks hold nåede finalen efter regionale mesterskaber.
Dommerne roser innovation og realiserbarhed
Henrik Clausen, administrerende direktør i Davidsen og dommer ved finalen, roste elevernes evne til at omsætte teori til virkelighedsnære og værdiskabende løsninger:
“Den nytænkning og idérigdom, eleverne har vist, har været helt utrolig,” siger han.
DM i Erhvervscase bygger bro til virkeligheden
Konkurrencen, som er Danmarks største i forretningsudvikling, afholdes årligt af Dansk Erhverv og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. Den giver elever mulighed for at arbejde med reelle virksomhedscases og præsenterer deres idéer for både undervisere og erhvervsfolk.
Claus Rosenkrands Olsen, uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, siger:
“Eleverne har imponeret med deres dedikation og skarpe præsentationer. De viser netop de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger.”
Finalisterne 2025
- Aalborg Handelsskole – Turøgade: Sarah Balle Aaen, Julie Velling Christensen & Malou Callisen Brogaard (1. plads)
- Handelsgymnasiet Vestfyn – Det Blå Gymnasium: Amalia Tandberg, Gustauv Stjerne-Holm, Kristina Bjerg & Lasse Damsbo (2. plads)
- TietgenSkolen: Carl Bech, Julius Møllegaard & Sylvester Tarp (3. plads)
- Niels Brock – Det Internationale Gymnasium
- Frederikshavn Handelsskole
- CELF – Lolland Falster
DM i Erhvervscase demonstrerer det tætte samspil mellem erhvervsliv og erhvervsgymnasiale uddannelser. Det giver elever mulighed for at arbejde med realistiske cases og præsentere brugbare løsninger, der matcher virkelighedens behov.
Kontakter
Simon Lindblad-Madsen, PR og kommunikationschef, Davidsen A/S
Tlf.: 26310152
Claus Rosenkrands Olsen, Uddannelsespolitisk chef, Dansk Erhverv
Tlf.: 29494696
Sofie Lewring, Kommunikationskonsulent, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
Tlf.: 51186213
Kilde: Via Ritzau