Tidligere major fra Aalborg udgiver bog om læring under pres

Den 15. maj udkommer Operation Læring af Mikkel Wammen Petersen, der efter mere end 20 år i militæret nu vil give sine erfaringer videre til studerende og andre, der vil lære mere effektivt og præstere bedre under pres.

En ny bog med rødder i både Forsvaret og Aalborg ser dagens lys den 15. maj, når Operation Læring af Mikkel Wammen Petersen udkommer på Wadskjær Forlag.

Mikkel Wammen Petersen har haft en militær karriere i Aalborg i mere end 20 år. Han flyttede til byen i forbindelse med sin værnepligt og har siden opbygget en markant karriere i Forsvaret med udsendelser til blandt andet Kosovo og Afghanistan. I 2025 afsluttede han sin aktive militære karriere.

I dag arbejder han som IT- og digitaliseringschef ved UCN og er desuden ekstern lektor ved Aalborg Universitet.

Idéen til bogen opstod, da han i perioden 2019 til 2021 holdt orlov fra Forsvaret for selv at blive studerende igen. Her oplevede han, at de arbejdsmetoder og teknikker, han havde med sig fra militæret, gav ham en langt stærkere tilgang til læring, end han tidligere havde haft.

Med Operation Læring ønsker han at omsætte de erfaringer til konkrete værktøjer, som andre kan bruge i deres eget studie- og arbejdsliv. Bogen sætter fokus på, hvordan man forbereder sig på at lære, både mentalt og fysisk, hvilke metoder der styrker forståelse og hukommelse, hvordan samarbejde i grupper fungerer under pres, og hvordan man præsterer, når kravene er høje.

I bogen deler Mikkel Wammen Petersen de militære metoder og strategier, der hjalp ham hele vejen, og viser, hvordan de kan overføres direkte til livet som studerende. Fokus er på struktur, målrettethed, mental robusthed og evnen til at levere, også når overskuddet ikke er på sit højeste.

Bogen henvender sig til læsere på ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og efteruddannelser, men budskaberne kan også være relevante for mennesker i arbejdslivet, der ønsker en mere praktisk og disciplineret tilgang til læring og performance.

I forbindelse med udgivelsen bliver der holdt offentlig bogreception den 15. maj i Vejgaard Boghandel. Her vil deltagerne kunne høre uddrag fra bogen og møde forfatteren til en snak.

Operation Læring udkommer som hardcover, er på 160 sider og har en vejledende pris på 300 kroner.

Relaterede artikler

Robot udvikles sammen med pædagoger for at støtte børn med autisme

Godt nyt for erhvervslivet: Faldet i søgning til ingeniørstudierne er stoppet

Trivsel fortsætter med at være på ”skoleskemaet” i Aalborgs 7. klasser

Nyhedsbrev

Vil du få følgende optaderinger på nyheder skrædersyet lige præcis til dig? Så tilmæld dig vores nyhedsbrev her!